Mindeord over Susanne (Sus) Pedersen:
Når man sejler af sted på et festklædt skib og omfavnes af gode stemninger, er i festligt lag og på vej mod store og gode oplevelser, tænker de færreste over, hvorfor og hvordan skibet egentligt sejler.
I maskinrummet sidder nøglepersoner, der møder ind før alle andre, der sørger for at alt fungerer, og at alle kommer sikkert i havn. Nøglepersoner, der ved, hvor alt er og hvilke tråde, der skal trækkes i for at få maskineriet til at spille. Nøglepersoner, der bare får det hele til at virke og bliver der, når alle andre er gået hjem!
I maskinrummet sidder Sus – sad Sus – for hun forsvandt pludselig og alt for tidligt. Midt i en sejlads, uden varsel og fuldstændig uventet.
Hun var den mest arbejdsomme og ihærdige, positive, initiativrige og ansvarsbevidste person. En person, der tænkte mest på andre og mindre på sig selv. Hun tog ansvar og engagerede sig, for at vi andre skulle have en oplevelse – tak Sus.
Jeg sender hermed de bedste tanker til Sus’ efterladte – æret være hendes minde.
Jesper Hegaard – Formand Skagen Festival