Den Danske Folkemusikpris 2019

Den Danske Folkemusikpris 2019 går til Oysterband, fordi de gennem 40 år har henrykket ikke bare folkemusikentusiaster, men musikelskere på tværs af generationer fra Indien til Skagen over Afrika og Nordamerika. Først som regulært danseorkester og siden som både eksperimenterende, fornyende og traditionsbærende folk rock-band, der forstår at bringe deres kulturelle baggrund og musikalske tradition med ind i mainstream-kulturen og få både pop, punk, folk og rock’n’roll til at gå op i en højere enhed.

Bandet modtager prisen, fordi de altid med stædighed, vedholdenhed og mod har holdt fast i at gøre tingene på deres egen måde og ikke været bange for at gå imod tidens trends eller udtale sig om kontroversielle politiske emner, som f.eks i den højaktuelle ”My Country Too”, hvor tidens opportunistiske politikere får en svada med på vejen. De har konstant fornyet sig og afsøgt nye musikalske områder, også selvom de kunne have holdt sig til den opskrift, med hvilken de har høstet prestigefyldte priser og stor anerkendelse ikke bare i Europa, men over hele verden. 

 

De favner bredt og lader sig aldrig sætte i bås, hvilket deres samarbejder med så forskellige kunstnere som Englands ukronede folk-dronning June Tabor og det alternative punkband Chumbawamba er lysende eksempler på.

Sammen med orkestre som Runrig, the Pogues og senere The Corrs og the Great Big Sea har de holdt fanen højt, udviklet og vel nærmest defineret den genre, vi kender som keltisk folk rock

 

Deres historie med Skagen Festival strækker tilbage til 1993 og de spiller i år på festivalen for 15. gang i år. I Danmark har vi i mere end 25 år haft fornøjelsen af Oysterband og der findes næppe en festival, sportshal, havnefront eller koncertsal, der ikke har stiftet bekendtskab med bandets mix af keltiske melodier, musikalske nysgerrighed og rockmusik. Yngre artister som Jonah Blacksmith, Jacob Dinesen og generationen før dem med Michael Falch og Lars Lilholt nyder utvivlsomt godt af at så mange danskere elsker den storladne og energiske udtryksform som Oysterband er eksponenter for og har holdt i live, eksperimenteret med og udforsket gennem fire årtier. 

 

Til spørgsmålet om hvad fremtiden mon vil bringe svarer bandets frontmand og sanger John Jones, at det er der ingen der ved, men det bliver noget nyt, noget de ikke har gjort før, netop fordi fornyelse og en evig søgen efter nye udtryksformer er dét brændstof, bandet har kørt på, siden de startede som danseorkester i Canterbury tilbage i 1976. 
I 2019 består Oysterband af grundlæggerne John Jones (vokal, melodeon), Alan Prosser (guitarer, vokal) og Ian Telfer (violin, keyboard, vokal) med Pete Flood (trommer, vokal), Al Scott (bas, mandolin, vokal ) og Adrian Oxaal (cello, guitar, vokal).

Skagen Festival glæder sig til mange flere dejlige oplevelser med Oysterband i årene fremover. Tillykke med prisen!

 

Den Danske Folkemusikpris blev indstiftet tilbage i 1995 i forbindelse med festivalens 25. års jubilæum – i år er det således 25. gang, at Skagen Festival overrækker Folkemusikprisen. Siden 2014 har Spar Nord været med som sponsor, og i 2017 gav de den medfølgende check et gevaldigt løft. Udover et diplom samt et kunstværk fra den lokale keramiker Hanne Munk Kure, kan prismodtagere se frem til 20.000 kr. når Folkemusikprisen overrækkes. 
Oysterband modtager Folkemusikprisen 2019 torsdag aften i Skagen Kultur- og Fritidscenter til den officielle åbningskoncert.

 

– skrevet af MC Hansen