Erik Grip - Danmark
27. mar 2022Dansk visesang gennem 6 årtier.
Erik Grip har holdt den danske lyrik levende og mange af hans melodier er blevet folkeeje. Hans Grundtvig-fortolkninger er klassikere; hvem føler sig ikke Velkommen i den grønne Lund?
Næste år har Erik Grip 60 års jubilæum på den danske musikscene. Han har spillet på Skagenfestivalen 12 gange; bl. a. nogle spontane, forrygende koncerter i selskab med Jan Toftlund og Musikorkesteret. I 2020 fik han tildelt Skagenfestivalens Folkemusikpris; det bliver markeret under festivalen i år.
I år turnerer Erik Grip med pianisten Henrik Gunde. Koncerterne er mere end sange: Anekdoter og røverhistorier om de mange personer han har arbejdet med og begivenheder han har deltaget i, gør sangene personlige og nærværende.
“Der går helt Niels Hausgaard i den. Det er morsomt og rørende”.
Erik Grip sang i Tivolis Visevershus hvert år fra åbningen i 1966 til det lukkede 22 år senere. Her havde han et omfattende samarbejde med Thøger Olesen som bl.a. bad ham stifte folkeklubben Vognhjulet på Nørrebro i 1974, der i mange år præsenterede tidens danske og udenlandske folkemusik og visesang; fra Cæsar til Bert Jansch - fra folkblues til folkelige sange.
Erik Grip har udgivet over 25 studiealbum, senest:
Viser gennem fem årtier 2013 med nye indspilninger i anledning af 50 års scenejubilæum og Det var godt jeg traf dig udkom i 2017.
Erik Grip: Sang, guitar, storytelling og sangskrivning.
Henrik Gunde: Piano.
Torsdag 20.15, Kulturhus Kappelborg