Beretning 2019, udlodning m.m.

09. nov 2019




Ordinær generalforsamling.
Lørdag den 9. november 2019 kl. 14.00 i Skagen Kultur og Fritidscenter

Virksomhedsberetning 2019

Den 49. Skagen Festival er vel overstået og det har været en hel fantastisk oplevelse at mærke det fokus, der er kommet på festivalen – og ikke mindst alle de frivilliges store engagement. 

Vejrguderne lovede ikke for godt vejr. Storm med vindstød af orkan styrke, og denne gang kom det til at passe, så det blev en blæsende festival. Stormen fik heldigvis ingen indflydelse på festivalens afvikling.

Vi har alle fået noget på oplevelseskontoen, det har været et spændende og omfattende musikprogram, hvor der har været hele 83 koncerter, hvor af flere koncerter kunne melde helt udsolgt. Byen har summet af liv fra de mange – ca. 30.000 - festival gæster som kommer til byen i uge 27. De mange tilbagemeldinger fra gæster tegner generelt et billede af, at festivalen igen i år både har leveret og overrasket.  

Vi havde igennem hele festivalugen et kamerahold til at følge vores arbejde. Thomas Frank fra Flixproductions har leveret en helt fantastisk række programmer om Skagen Festival – 6. afsnit blev det til i alt - som er sendt på TV 2 Salto. Også andre kanaler har været inde og finde klip til deres programmer. Natholdet har vist glimt, Kanal Zulu i programmet Dybvaaaaad har klippet et par indslag, hvor der bliver lavet sjov med enkelte klip fra festivalen. 

Den NORDJYSKE Kulturpris 2019:

Fonden har indstillet festivalen til Den NORDJYSKE Kulturpris. Ud af 122 indstillede var festivalen blandt de tre nominerede. Vi var inviteret til et flot arrangement i Aalborg Teater. Som I nok allerede ved, gik prisen til den unge jazzmusiker Kenneth Dahl Knudsen. Men vi tog ikke helt tomhændede hjem – udover et diplom og en smuk buket blev det også til en flot check på 10.000 kr. 

Frivillig:
Det er igen i år lykkes festivalen at få mange nye frivillige. Vi har en organisation med 650 medlemmer der alle hver især bidrager til fællesskabet, hyggen og den gode stemning. Som frivillig forening vil der altid være en løbende udskiftning, så der kan altid bruges flere frivillige hænder. 

Vi går med tanker om at starte et hold af frivillige som gennem vinterhalvåret kan hjælpe med at bygge palle møbler samt vedligeholde grej og inventar. Så derfor arrangerede vi et Åbent hus-arrangement, som var en god anledning til at få en snak med alle – interesserede, både dem som ønsker at stå bag en bar, grille pølser eller hjælpe på campingpladsen. En rigtig dejlig lørdag hvor nye samt nuværende frivillige kikkede forbi.

Åbningstaler: 
I år var det Anders Broholm, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, som holdt åbningstalen.

Anders sagde bl.a.: 
”Skagen Festival er en af de kulturelle diamanter i vores kommune. Fire dage, hvor vores dejlige Skagen fyldes af herlig musik fra scener, restauranter og ja, nærmest alle mulige steder pibler musikken ud. Der er en fest!
Skagen Festival er kun mulig, fordi 650 frivillige stiller op og knokler for at skabe rammerne for det hele. Dejligt at kunne følge med i forberedelser og opstilling af scener via Facebook. Selvom blæsten i år aflagde et besøg, så har det ikke ændret på den glæde og det uundværlige engement man har kunnet fornemme. En stor tak til alle frivillige.”

Salen
På scenen i Salen Kulturhus Kappelborg kunne man torsdag aften opleve 3 unge musikere, som alle har modtaget Årets Helge pris. Til denne intimkoncert indtager de på skift scenen, og typisk kun med guitar som eneste musikinstrument.

Skagen Kultur- og Fritidscenter:
Dansk Sangskriveraften på vores store scene lørdag aften bød på nogle helt unikke musikoplevelser. Når 4 kunstnere på skift indtog scenen, havde de alle noget på hjerte de gerne vil dele med publikum. Sangene fylder os med følelser helt ind i sjælen og rører en – af en masse forskellige grunde. Kunstnerne leverer deres sange - ofte med en personlige fortælling. 

Havn:
I år solgte vi morgenkaffe og rundstykker på Havnescenen så publikum kunne få en ekstra go’ start på dagen, sidde og nyde deres kaffe og noget super godt musik til øregangen. Havneteltet har været godt besøgt igen i år. Cafe Bøjen har som sædvanlig haft forrygende travlt, så de var ekstra glade for den ny-indkøbte ovn, der blev taget i brug til årets festival. 

Torv:
Torvescenen har også haft et godt flow af gæster. Men der har været lidt udfordringer på Kappelborg og Torvescenen. Der spilles musik på restauranterne rundt om Kappelborg – som allerede starter med at spille om formiddagen så her kan festivalen ikke have akustiske bands på scenerne om dagen, det gør knap så meget om aftenen, hvor der er bands på.

Skagen Kirke:
En super flot koncert i Skagen Kirke som var totalt udsolgt i år – en koncert med en perlerække af smukke folkemelodier udført på panfløjte og orgel.

Skagen Stadion Festivalcamp:
Der var lang kø for at komme ind på Skagen Stadion Festivalcamp søndag eftermiddag. Blæsten havde også været forbi her, så campingholdet havde travlt med at få samlet grej op og sat markeringsstrimlerne på plads så de kunne lukke gæsterne ind. 
Vores idé med at åbne allerede søndag er, at festivalgæsterne bruger dagene op til festivalen til at se området, gå på stranden, på museer og i det hele taget gøre brug af de mange tilbud, der er i vores smukke by.

Sponsorer og samarbejdspartnere:
Skagen Festival oplever hvert år at det lokale handels- turist- og erhvervsliv støtter op om arrangementet. Via flotte sponsorater og samarbejdsaftaler er de med til at danne et sikkert fundament for festivalen, så der var også rosende ord fra formanden og et stort tak for sponsorbidrag. 

Den Danske Folkemusikpris:
I år gik prisen til Oysterband fordi de gennem 40 år har henrykket ikke bare folkemusik entusiaster, men musikelskere på tværs af generationer. Keramiker Hanne Kure havde lavet en flot skulptur med en stor node og en måge som sidder på toppen og fløjter med.

Fond:
Skagen Festival Fond har brugt en del penge på materiale til festivalen i år. De har investeret i strøm på Skagen Stadion til vores festival-camp, grill container, ovn, trailer. Alt sammen noget, som hjælper til med, at tingene kan fungere.

 

På festivalens hjemmeside var der i år lavet et link til Tip Top Erhverv, hvor frivillige og gæster kan gå ind og bestille div. trøjer med logo. Det har været en succes og et tilbud, der er taget godt imod. 

Nordjyske Jernbaner:
Igen i år havde vi et fantastisk samarbejde med Nordjyske Jernebaner, som kørte rigtig mange mennesker til Skagen i festivaldagene. Der var timekørsel hele dagen til langt ud på natten, så gæsterne kunne få alle koncerterne med.

Facebook har været en super god budbringer på hvad der sker på festivalen med mange indlæg før under og efter festivalen. Facebook har været godt besøgt og mange frivillige har været flinke at dele opslagene så de kommer vidt omkring. 

Hvad ser vi frem til i 2020:

En jubilæumsfestival med små overraskelser, hvor vi vil hylde de ildsjæle, der år efter år kommer og knokler for at få festivalen op at køre.  Men også de mange trofaste festivalgæster, som kommer igen og igen for at opleve vores helt fantastiske festival.

Tak er et lille ord med stor betydning. Stor tak til alle de 650 frivillige fra hele landet, som sørger for at det hele spiller. De frivillige er både her og der og alle vegne i deres festival T-shirt, for at sørge for at festivalens gæster og musikere får nogle helt fantastiske oplevelser.

En tysk teolog skrev i 1906:  

”I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt.”

Det var mine ord om en fantastisk festival 2019


Lis
Formand, Skagen Festival

 

UDLODNING AF OVERSKUD

Skagen Festival har fået et flot overskud på 164.773 kr. og hele beløbet er givet videre til følgende foreninger, hvor festivalen håber pengene kan gøre gavn hos især børne- og ungdomsafdelingerne:

  • Gymnastikforening af 1976 Skagen 
  • Skagen Håndboldklub 
  • Skagen Badmintonklub
  • Skagen Tennisklub 
  • Ålbæk Håndbold Klub
  • Skagen Idræts Klub
  • Skagen Svømmeklub  
  • Frelsens Hær Skagen
  • Skagen Handicapsvømning
  • FDF Skagen 
  • KFUM-Spejderne Skagen
     

Skagen Festival Fond havde også udlodningsmidler med til generalforsamlingen, 25.000 kr. i alt. 

  • Skagen Dykkerklub Skawdyk fik et tilskud til nyt udstyr til børne- og ungdomsafdelingen. 
  • Skagen Kultur- og Fritidscenter fik hjælp til at understøtte centeret som byens samlingssted. 
  • Ventilen – som er et samlingssted for ensomme unge i Frederikshavn - fik et beløb som skal sikre foreningens drift og aktiviteter. 

 

 

 


 

Efter generalforsamlingen var der underholdning med Jan Michael Rasmussen.
Jan har mødt rigtig mange spillemænd og spiller stadig en del af de sange,
han har fået fra de bekendtskaber.
Jan Michael har bla. spillet sammen med Alex Campbell i flere situationer i Skagen
og har skrevet en sang til Alex Campbell. Jan Michael kom lidt rundt i festivalens
betydning for hans egen karriere m.m.

 

 

Back to Top ↑

        

Mediepartner og hovedsponsor:  
                    

Hovedsponsorer: